PROALCO
Transport kan blive billigere og mindre CO2-belastende, hvis motorernes elementer kan gøres lettere. Innovationsfonden investerer 4 mio kr. i projektet PROALCO, som skal finde metoder til at støbe aluminiumselementer, så de trods tyndere design er ligeså holdbare som altid.
Motorcykler, lastbiler og skibe kan skære 20-40% af deres vægt, hvis diverse metalelementer kan gøres tyndere og lettere. Det reducerer brændstofforbruget til gavn for både miljø og pengepung. DTU Mekanik og Jydsk Aluminium Industri A/S, er nu gået sammen i projektet PROALCO for at løse de problemer, der kan opstå, når man vil støbe tyndere og lettere aluminiumselementer til motorer og sætte dem i produktion.
Et eksempel er køleelementer. Industrien har strenge kvalitetskrav til køleelementer i motorer, idet en lastbil med et defekt køleelement ikke kan bruges, før det er repareret. Det er dyrt for vognmændene. Derfor har virksomheder, der fremstiller elementerne, strenge kvalitetskrav til produktionen, og elementer med selv den mindste fejl bliver kasseret.
Når produktudviklerne vil støbe endnu tyndere aluminiumselementer, bliver risikoen for fejl større, fordi der er mindre materiale at give af. Køleelementerne er komplekse, og når de er blevet støbt, bliver de varmebehandlet, bearbejdet og svejset sammen. Undervejs vil metallet tit ændre form på en utilsigtet måde, og derfor er det vigtigt, at man kan forudsige, hvordan materialet vil opføre sig, og hvordan man kan forebygge og kompensere for det.
Flere typer af virksomheder er involveret i fremstillingen af aluminiumselementerne, så det er både værktøjsmagere, støberier, varmebehandlere og svejsevirksomheder, der skal udveksle viden for at kunne fremstille de mest præcise, tynde og altså brændstofbesparende emner. Derfor deltager flere forskellige virksomheder i projektet: TWT A/S vil bidrage med viden om værktøjer og støbeforme, VST Industries bidrager med svejseteknologi og viden om, hvordan man kan forudsige deformationer i forbindelse med svejsninger, og Zebicon har en stor viden om 3D målinger af deformationer. Jysk Aluminiums Industri stiller sine produktionsanlæg til rådighed for projektet og bidrager blandt andet med specialviden inden for støbning.
På DTU Mekanik vil man arbejde med både proces og materialer, fordi begge dele har betydning for kvaliteten af køleelementerne. En ting er at kunne kontrollere processen med enkelte elementer, det er noget andet at producere den ensartede og forudsigelige kvalitet, der skal til for at leve op til aftalerne om brændstofbesparelser, når der er tale om de tusindvis af køleelementer, som transportindustrien skal bruge. Derfor er samarbejdet mellem industri og forskere af stor betydning for, at projektet kan få testet forskellige metoder.
Key figures
Kategori
Deltagere
Partner | Tilskud | Eget bidrag |
---|---|---|
Danmarks Tekniske Universitet (DTU) | ||
A/S Jydsk Aluminium Industri | ||
TWT A/S | ||
VST Industries A/S | ||
ZEBICON SYSTEM ApS |
Kontakt
Niels Skat Tiedje
Danmarks Tekniske Universitet
Produktionstorvet
Bygning 427, rum 306B
2800 Kgs. Lyngby