BOLIG+ - måling, evaluering og formidling

Statens Byggeforskningsinstitut (SBi)
BOLIG+ er et ambitiøst resultatorienteret forsknings/udviklingsprojekt som skal vise, at det er muligt at etablere et energineutralt etageboligbyggeri, inkl. beboernes elforbrug. Energi der udveksles med nettet skal desuden have samme kvalitet, det er derfor ikke tilladt at bytte varme til el.
I betragtning af, at det er første gang, at etageboliger opføres med baggrund i BOLIG+ dogmerne, er resultatet ganske flot. Ikke alle dogmer er opfyldt fuldstændigt, men tilstrækkeligt til at vise, at BOLIG+ dogmerne er god reference for fremtidigt byggeri.
Projektbeskrivelse

BOLIG+ er født af Energy Camp 2005 hvor en række af byggeriets parter inden for 24 timer skulle løse opgaven ”at skabe boliger til verdens stigende befolkning”. Svaret blev BOLIG+, som er en energineutral bolig, der udveksler energi med det omgivende net på samme exerginiveau.

Konceptet blev videreudviklet indtil vinderen af en projektkonkurrence i efteråret 2009 viste vejen til et ambitiøst resultatorienteret udviklingsprojekt, som skulle demonstrere, at det er muligt at etablere et energineutralt etage-boligbyggeri, inkl. beboernes elforbrug. Projektets resultater vil derfor være et vigtigt input til den endelige udformning af Bygningsklasse 2020. Byggeriet opføres som et etageboligbyggeri i 5 etager i Søborg ved København, hvor produktionen af el fra solceller skal kompenserer både bygningens og beboernes el- og varmeforbrug. I projektet undersøges det desuden, hvordan den producerede sol-strøm kan fordeles på de enkelte lejligheder afhængig af, hvornår der bruges el og varme i lejlighederne, så der kan opnås en fair fordeling af energiudgifter og –indtægter. Dette skal på baggrund af de nye solstrøm afregningsregler foregå på timebasis. Målingerne vil også vise, hvor meget forbruget er ude af fase med produktionen og dermed være vigtigt input til udviklingen af Smart Grid.

Resultater

Evalueringen bygger på målinger af energi og indeklima i bygningen gennem halvandet år samt interview af beboerne. Desuden vurderes, om det projekterede energibehov er sammenligneligt med det målte energiforbrug.

BOLIG+ bygger oprindelig på fem dogmer

  1. Energineutralitet i den betydning, at boligen/bygningen på årsplan skal producere lige så meget primær energi, som der forbruges, inkl. beboernes energiforbrug til lys, madlavning, underholdning, mm.
  2. Boligen skal have et godt og sundt indeklima.
  3. Boligen skal være fleksibel over tid og sted.
  4. Boligen skal være intelligent og brugervenlig.
  5. Bygningen skal passe ind i det lokale energiforsyningssystem og den lokale arkitektur.

Senere kom endnu et dogme til:

  • Bygningen skal kunne opføres på normale markedsvilkår.

Er disse dogmer blevet overholdt i BOLIG+ i Søborg?

Bygningen ville være næsten energineutral, hvis solcellerne havde ydet som projekteret, samt at beboernes elforbrug havde været lidt mindre og dermed lig BOLIG+ kravet. Bygningen opfylder kravet om at overholde energikravet for Bygningsklasse 2020 i BR10/BR15 uden elproduktionen fra solcellerne.

Dette viser, at bygningen i sig selv er meget energieffektivt, hvilket er fremkommet ved hjælp af relativt enkle og kendte virkemidler. Dog viser undersøgelserne i Søborg, at det er nødvendigt, at beboerne bidrager med korrekt brug af bygningen.

Bygningen har om vinteren et godt indeklima med hensyn til rumtemperatur og CO2-niveau. Nogle klager dog over en for tør luft om vinteren, hvilket desværre er resultatet af et tilstrækkeligt luftskifte. Om sommeren er fugt- og CO2-niveauerne tilfredsstillende, men der er overophedning i flere af bygningens rum. Rummene med størst overophedning får morgensol, så en del af overophedningsproblematikken kunne nok være løst med udvendig solafskærmning for disse rum. Især fordi den naturlige ventilation viste sig utilstrækkelig til at bringe rumtemperaturen ned.

Der er i rapporten ikke taget stilling til dogmet om fleksibilitet over tid og sted. Brugerne har mulighed for at styre flere ting i lejligheden, dog har det vist sig, at informationen om brugen af ventilations- anlæggene har været mangelfuld, så beboerne i flere tilfælde har anvendt anlæggene forkert. Modsat har beboerne fået en god introduktion til de intelligente elkontakter i lejlighederne. Flere af beboerne har efterfølgende programmeret disse på egen hånd.

Bygningen passer ind i den lokale forsyningsstruktur, idet bygningen opvarmes med fjernvarme. Bygningen har på et senere tidspunkt mulighed for at yde services til det omgivende elnet, idet bygningen har et batteri, som kan lades og aflades i forhold til mængden af el baseret på vedvarende energi i elnettet. Om bygningen passer ind i den omgivende arkitektur, er en smagssag, men bygningen er svær at overse, med sine sorte og hvide felter midt på Søborg Hovedgade. Ved benyttelse af enkle og velkendte teknologier er det lykkedes at opføre BOLIG+ i Søborg på almindelige markedsvilkår.

Er BOLIG+ i Søborg kommet i mål?

I betragtning af, at det er første gang, at etageboliger opføres med baggrund i BOLIG+ dogmerne, er resultatet ganske flot. Ikke alle dogmer er opfyldt fuldstændigt, men tilstrækkeligt til at vise, at BOLIG+ dogmerne er god reference for fremtidigt byggeri.

Projektet er gennemført af SBi - Statens Byggeforskningsinstitut v/ Aalborg Universitet og Teknologisk Institut.

Key figures

Periode:
2014 - 2018
Bevillingsår:
2014
Egen finansiering:
0,33 mio.
Støttebeløb:
1,03 mio.
Støtteprocent:
76 %
Projektbudget:
1,36 mio.

Kategori

Oprindelig title
BOLIG+ - måling, evaluering og formidling
Program
ELFORSK
Fælles overordnet teknologiområde
Energieffektivitet
Projekttype
Forskning
Journalnummer
ELFORSK 346-031

Deltagere

Aalborg Universitet (Fredrik Bajers Vej) (Main Responsible)
Partner og Økonomi
Partner Tilskud Eget bidrag
Teknologisk Institut

Energiforskning.dk - en fælles informationsportal for energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogrammer.

Logo innovationsfonden
Logo for EUDP
Logo for elforsk