Digital Factory

Snart skal fremstillingen af individuelle betonelementer i skæve og runde former foregå med samme hastighed som ved masseproduktion af ens elementer. Innovationsfonden investerer 5 mio. kr. i udviklingen af digital platform, der vil være det direkte link mellem tegnestuen og produktionshallen.

Projektbeskrivelse

Når en arkitekt har slået sine streger og skal sætte en produktion af betonelementer i specielle former i gang, bliver processen forstyrret af, at de digitale værktøjer fra henholdsvis arkitekt og betonstøberi ikke er kompatible.

Innovationsfondsprojektet ’Digital Factory’ vil ændre rammerne for byggeri ved at udvikle en ny digital platform for arkitekter, som vil være i stand til at kommunikere direkte med standard industrirobotter. På den måde kan arkitektens tegninger indgå direkte i produktionsplanen og smelte sammen med den praktiske udførelse.

Det er den fynske virksomhed Odico, der allerede i dag producerer elementer i individuelle former, der fremover skal arbejde endnu tættere sammen med arkitekterne. Odico fremstiller avancerede, krumme støbeforme til beton til en pris, som ligger inden for budgettet for almindeligt byggeri. Med det nye digitale værktøj kan arkitekterne uden økonomisk hovedbrud slippe stregerne løs i helt almindelige projekter og skabe spektakulære former, som vil sætte dansk arkitektur på verdenskortet.

Odicos teknik, som på kort tid er vokset til en millionforretning for den blot to år gamle virksomhed, vil med ’Digital Factory’ få sat turbo på produktionen af anderledes formet beton.

Administrerende direktør i Odico, Anders Bundsgaard forklarer:
-Digital Factory vil grundlæggende gøre os i stand til at få almindelige industrirobotter til at lave unika produktion og åbner dermed for at man kan skabe tusindvis af unikke former med samme hastighed, som man idag masseproducerer ens elementer. Ved at digitalisere hele processen, fra tegningerne laves, til støbeformerne står færdige, bliver der sat en ny dagsorden for, hvad der i praksis kan lade sig gøre.

Det perspektiv vækker begejstring hos arkitekterne. Direktør i arkitektfirmaet GXN, Kasper Guldager Jensen siger:
- Som arkitekter er vi naturligt interesseret i at skubbe grænserne for, hvad der er muligt. I 3XN/GXN mærker vi stor international efterspørgsel efter dansk arkitektur, og den efterspørgsel, tror jeg, hænger sammen med, at vi leverer design af meget høj kvalitet. Robotteknologi udvider i den grad de kreative muligheder, og jeg tror, at det vil forandre billedet radikalt inden for få år.

Også fra forskningsverdenen er pessimismen svær at få øje på. DTU Compute bidrager til ’Digital Factory’ med ny matematik, der skal ligge til grund for de nye designværktøjer til arkitekterne.

Lektor ved DTU Compute, Jens Gravesen udtaler:
-Matematisk forskning bliver jo ofte knyttet til mange forskellige anvendelser. Men det er for os helt utroligt spændende, når forskningen kobles ind i arkitektonisk geometri og byggeri. Her bliver matematikken bindeled mellem de kreative og de teknologiske sider af udviklingen.

Key figures

Periode:
2015 - 2018
Bevillingsår:
2014
Egen finansiering:
3,81 mio.
Støttebeløb:
4,89 mio.
Støtteprocent:
56 %
Projektbudget:
8,70 mio.

Kategori

Fælles overordnet teknologiområde
Andet
Journalnummer
91-2014-3

Deltagere

Odico Formworks ApS (Main Responsible)
Partner og Økonomi
Partner Tilskud Eget bidrag
Odico Formworks ApS
Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
GXN A/S

Kontakt

Kontakperson
Anders Bundsgaard
Adresse

Odico APS
Peder Skrams Vej 5
5220 Odense SØ

Energiforskning.dk - en fælles informationsportal for energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogrammer.

Logo innovationsfonden
Logo for EUDP
Logo for elforsk