Energibevidste spejdere

Med Spejdernes Lejr 2017 som omdrejningspunkt (hvor 40.000 spejdere deltager) udvikles, afprøves, testes og markedsføres ca. 10-15 super inspirerende aktiviteter med fokus på energi, miljø og klima – der vil give spejderne aha-oplevelser, øge deres vidensniveau og påvirke deres holdninger og adfærd.
Evalueringen af aktiviteterne inden for energi, miljø og klima i forbindelse med Spejdernes Lejr 2017 støtter op omkring konklusionen fra Giber Å projektet om, at der er et stort behov for at udvikle relevante og standardiserende opskrifter og vejledninger til aktiviteter (relateret til energi, miljø og klima).
Projektbeskrivelse

Forløbet i Giber Å Gruppen i foråret 2016 har vist, at man via inspirerende aktiviteter, der fokuserer på energi, miljø og klima kan give spejdere i alle aldersgrupper interessante aha-oplevelser, øge deres vidensniveau – og påvirke holdninger og adfærd.

Forløbet viser samtidig, at der er et stort behov for at stille standardiserede ”opskrifter” eller vejledninger/”pakker” til aktiviteter eller aktivitetskasser (med fokus på energi, miljø og klima) til rådighed for spejderlederne (frivillige).

Omdrejningspunktet for afprøvning, test (og markedsføring) af aktiviteter og energi/klimabudskaber er Spejdernes Lejr 2017, hvor 40.000 spejdere samles på Kær Vestermark ved Sønderborg fra den 22. juli til den 30. juli 2017.

Lejren er arrangeret af de fem danske spejderkorps: Det Danske Spejderkorps, KFUM Spejderne i Danmark, De Grønne Pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Med de 5 spejderforbunds høje faglige niveau kan der forud for lejren arbejdes videre på erfaringerne fra Giber Å Gruppen og udvikles aktiviteter, som imødekommer spejderes (og børn generelt) ønske om aktiviteter, der ikke ligner den styrede læring, de møder i skolen. I projektet vil der blive lagt vægt på at udvikle aktiviteter, som lægger op til at eksperimentere, afprøve skøre og sjove ideer, hvor ting bygges op, dekonstrueres og bygges op igen – og som tilskynder at tænke i nye løsninger i fællesskab med andre.

Aktiviteterne vil efterfølgende gøres til standardiserede ”opskrifter” eller vejledninger til aktiviteter eller aktivitetskasser (med fokus på energi, miljø og klima), som spejdere og spejderledere i andre spejdergrupper i hele Danmark kan anvende og/eller lade sig inspirere af.

Resultater

Evalueringen af aktiviteterne inden for energi, miljø og klima i forbindelse med Spejdernes Lejr 2017 støtter op omkring konklusionen fra Giber Å projektet om, at der er et stort behov for at udvikle relevante og standardiserende opskrifter og vejledninger til aktiviteter (relateret til energi, miljø og klima). Spejderne, der gennemførte aktiviteterne på lejren, anbefaler således i høj grad aktiviteterne til andre spejdere – dette til trods for, at de ikke altid kunne få aktiviteterne til at fungere som planlagt, når de var færdigbyggede. De testede aktiviteter kan deles op i byggeaktiviteter, som spejderne bygger selv i fællesskab og i demonstrationsaktiviteter, som ved demonstration og afprøvning skal give spejderne læring i forhold til energi, miljø og klima. Evalueringen viste i forlængelse heraf, at det især er de fælles byggeaktiviteter, der tester godt – set i sammenligning med demonstrationsaktiviteterne. De fælles byggeaktiviteter skaber fællesskab, engagerer, fastholder fokus, og det vurderes, at der skabes en høj grad af både eksplicit og implicit læring i forhold til energi, miljø og klima. Med relevant baggrundsviden kan aktiviteterne, med hjælp fra lederne, relateres og perspektiveres i forhold til relevante udfordringer for det danske samfund. Samtidig skaber byggeaktiviteterne en god fællesskabsfølelse og bidrager til, at spejderne lærer at samarbejde. De bedste byggeaktiviteter er dem, hvor alle kan være med, og hvor alle er beskæftiget. Evalueringen viste også, at det vigtigt, at aktiviteten har en relevant funktion og udfylder et formål – altså fx opladning af mobiltelefon eller tørring af våde sokker. Dette forhold er især vigtigt for de ældste målgrupper. Det er ligeledes vigtigt, at aktiviteten fungerer og kan afprøves umiddelbart efter, at den er bygget. Dette er vigtigt både i forhold til, om spejderne synes, det er sjovt at deltage i aktiviteten og i forhold til læring og aha-oplevelser relateret til energi, miljø og klima. Fx betød regnvejr og manglende sol, at de ’soldrevne’ aktiviteter var en lidt ”flad” fornemmelse for flere. Det er også en central parameter, at spejderne er i stand til at konstruere/bygge aktiviteten. Den må ikke være for svær men heller ikke for nem. Den skal passe til aldersgruppen. Det er i den forbindelse en vigtig konklusion, at byggevejledningerne gerne må have tegninger/illustrationer, som viser, hvordan aktiviteten skal konstrueres. (Det skal dog siges, at spejderne generelt var ressourcestærke og meget kreative til selv af finde på ’alternative’ løsninger, hvis aktiviteten ikke helt virkede.) Der er samtidig et vigtigt input fra evalueringen, at flere af spejderlederne efterspurgte relevant baggrundsinformation i forhold til teknologien i en aktivitet. Altså fx viden om vindmøller og hvordan strømmen skabes. På denne måde bliver lederne klædt på til at tage en faktabaseret snak med spejderne om aktiviteten og perspektivere aktiviteten. Denne feedback er enslydende med feedbacken fra lederne fra Giber Å projektet. Evalueringen viste, at alle byggeaktiviteterne (på nær en enkelt aktivitet) var velegnede til at blive overført til de fem spejderkorps aktivitetsdatabaser. Ingen af de testede aktiviteter blev dog vurderet til at være 100% velegnet til at blive videreført i deres nuværende form, men evalueringsresultaterne kan fungere som et godt grundlag for at justere, tilpasse og videreudvikle aktiviteterne til at være relevante og efterspurgte. Evalueringen er foregået via observationsstudier og interviews på Spejdernes Lejr 2017 samt via et opfølgende webbaseret spørgeskema, der er besvaret af spejderlederne, som har været involveret i gennemførelse af aktiviteterne på lejren.

Key figures

Periode:
2017 - 2017
Bevillingsår:
2017
Egen finansiering:
0,25 mio.
Støttebeløb:
0,38 mio.
Støtteprocent:
60 %
Projektbudget:
0,63 mio.

Kategori

Oprindelig title
Energibevidste spejdere
Program
ELFORSK
Fælles overordnet teknologiområde
Energieffektivitet
Projekttype
Forskning
Journalnummer
ELFORSK 349-044

Deltagere

Spejdernes Lejr 2017 (Main Responsible)
Partner og Økonomi
Partner Tilskud Eget bidrag
Living Strategy Consulting
Giber Å Gruppe

Energiforskning.dk - en fælles informationsportal for energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogrammer.

Logo innovationsfonden
Logo for EUDP
Logo for elforsk