Indfyring af energikornballer i Enstedværkets biokedel

Energikornet var oprindeligt planlagt afbrændt på Grenå Kraftvarmeværk, men Grenå-værket kan kun håndtere Hesstonstorballer med en vægt på op til 600 kg. Energikornballerne har en vægt på ca. 900 kg. Der er således indhentet tilladelse hos Energistyrelsen til at flytte dispensationen til anvendelsen fra Grenå til Enstedværket. Enstedværket ønskede om muligt at gennemføre et fyringsforsøg, hvor der alene blev indfyret energikorn. Inden fyringsforsøget blev iværksat blev det sikret, at anlægget er i stand til at håndtere energikornet ved levering af 1,8 og et helt læs på 24 energikornballer. I august/september 1999 blev der tilført anlægget enkelte energikornballer for at teste håndterbarheden. Første fyringsforsøg blev gennemført medio oktober 1999, hvor der blev indfyret 156 energikornballer (130 t) i løbet af ca. 6 timer. Forsøgets første 2 timer forløb godt, hvorefter der opstod ikke mindre end 7 halmlinieudfald som følge af ophobning af halm i kanalerne mellem opriver og indfyringsstokere. Ophobningerne skyldtes sandsynligvis, at energikornet kun er skårlagt, hvilket betyder, at halmstråene ikke er knækket ligesom når de har været igennem en mejetærsker. På tidspunkter med 2 og 3 ud af 4 halmlinier ude samtidig blev der anvendt oliestøtte. Brændselslaget på risten var p.g.a. den relativt store kerneandel meget jævnere end ved halmfyring. Vægten af de 156 energikornballer varierede fra 787 kg til 912 kg med et gennemsnit på 833 kg. Fugtindholdet varierede fra 15 til 21 %. Det skal bemærkes, at fugtmålesystemets målegrænser er min. 12 % og max. 24 %. Som et led i biokedlens demoprogram er der under fyringsforsøget udtaget prøver af brændsel, slagge og aske samt udarbejdet energi- og massebalancer. Afrapportering af dette er foretaget sammen med afrapportering af de øvrige driftsforsøg under demoprogrammet. Der kan fremdrages følgende væsentlige forhold fra denne afrapportering: Glødetabet i slaggen og flyveasken er målt til hhv. 64,1 % og 7,7 % på tør basis. Til sammenligning var de tilsvarende tab under et fyringsforsøg med halm 9,4 % og 3,8 %. Udbrændingen under energikornforsøget har således især for slaggen været særdeles dårlig. Om udbrændingen vil kunne forbedres væsentligt i den eksisterende kedel ved større primærluftandel, vil kun længerevarende forsøg med energikorn kunne klarlægge. Kedelvirkningsgraden under energikornforsøget er beregnet til 88 %, under halmforsøge er kedelvirkningsgraden beregnet til 92,4 %. Årsagen til den uacceptabelt dårlige kedelvirkningsgrad under energikornforsøget er hovedsageligt det store glødetab i slaggen. Under energikornforsøget varierede NOx emissionen mellem 125 og 275 mg/Nm3 med en middelværdi på 195 mg/Nm3. Denne emission er på niveau med emissionen under halmfyring selv om N-indholdet i energikorn er højere end i halm. Under energikornforsøget var middelværdien af SO2-emissionen 190 mg/Nm3. Denne emission blev under halmforsøget målt til 129 mg/Nm3 selv om S-indholdet i halmen var lidt højere end i energikornet. Anvendelse af energikorn i form af Hesstonballer som biobrændsel er forbundet med en række problemer: Lagring af energikornballer giver problemer med spiring ved uhensigtsmæssig lagring og rotteangreb ved længere tids lagring. Energikorn ophobes i kanalerne mellem oprivere og indfyringsstokere, sandsynligvis fordi energikornets halmstrå ikke er knækket ligesom når de har været igennem en mejetærsker. Udbrændingen på risten var meget dårlig p.g.a. den store kerneandel. Om de to sidste forhold vil kunne løses med det eksisterende kedeldesign kan kun længere tids energikornanvendelse vise. Det er dog muligt at energikornanvendelse sammen med halm vil kunne gennemføres mere hensigtsmæssigt ved indfyring af kernedelen separat via en pneumatisk indkaster placeret højere i fyrrummet end halmbrænderne. Energikornet skal så høstes på normal vis med mejetærsker.