Lavenergibygninger og indlejret energi i bæredygtighedsperspektiv: ny viden & værktøjer for rådgivere og bygherrer

Materialernes indlejrede energi er nu af samme størrelsesorden som driftsenergien for energirenoveringer og nybyggeri til BR10-energikrav og bedre. Projektet skaber lettilgængelige redskaber til vurderingen af indlejret energi, så rådgivere og bygherrer kan træffe energirigtige beslutninger tidligt i designprocessen, og dermed reducerer både indlejret energi og driftsenergi i et bæredygtighedsperspektiv.
Med nyt værktøj kan du nu vurdere en bygnings miljøaftryk i den tidlige designfase. For nybyggeri er miljøpåvirkningen af byggematerialerne omtrent lige så stor som en bygnings samlede driftsenergiforbrug. Dermed har det stor betydning for en bygnings samlede miljøprofil, om man vælger det ene materiale frem for det andet.
Projektbeskrivelse

Omfattende reduktioner i bygningers driftsenergiforbrug er blevet opnået ved at øge materialeforbruget. Byggematerialernes indlejrede energi (primærenergiforbruget fra materialernes udvinding, produktion, genbrug mv.) er nu af samme størrelsesorden som driftsenergien. Bæredygtighedscertificeringer vurderer indlejret energi efter afsluttet projektering, og kræver omfattende datamængder som ikke er fastlagt tidligt i designprocessen. Der er et klart behov for lettilgængelige redskaber til vurderingen af indlejret energi i den tidlige designfase.

Målgruppen er rådgivere og bygherrer, og tværfaglige workshops afholdes for at forankre, formidle og kvalitetssikre resultaterne. Projektet har seks sammenhængende aktiviteter:

Videngrundlag: Vi fastsætter metoder/afgrænsninger som grundlaget for projektforløbet.

Materialer: Vi undersøger traditionelle/alternative byggematerialer til energirenovering og nybyggeri, og kortlægger deres produktion, brug og genanvendelse.

Bygningsdele: Vi sammensætter materialerne til bygningsdele til nybyggeri og energirenovering, og kortlægger indlejret energi samt hvordan den kan minimeres.

Bygninger: Vi sammensætter bygningsdelene til typiske bygninger til nybyggeri og energirenovering, og kortlægger designstrategier til lavere indlejret energi og driftsenergi.

Designguide & App: Vi udgiver en designguide som perspektiverer indlejret energi, samt en app som beregner det, for at formidle resultaterne på en lettilgængelig måde.

Masterclasses: Vi afholder fem masterclasses for projektteams i den tidlige designfase af lavenergi- eller energirenoveringsprojekter for at forankre resultaterne og vurdere deres optag.

Resultater

Ny, forenklet tilgang til LCA-beregninger gør det nemmere for rådgiverbranchen at optimere en bygnings miljømæssige påvirkninger i den tidlige designfase. Det er nemlig i denne fase, de store beslutninger stadig kan ændres til fordel for miljøet.

LCA er en anerkendt og standardiseret metode til at vurdere bygningers miljøpåvirkninger og ressourceforbrug. Hidtil har det været forbeholdt specialister at dokumentere en bygnings miljøaftryk. Det sker typisk, når projektet står færdigt og skal have en certificering i bæredygtighed, som kræver omfattende og præcise data. Nu gør en enklere og mere brugervenlig version af det gratis beregningsværktøj LCAbyg det muligt for bygherrer og projekterende uden specialistviden at optimere en bygnings miljøaftryk allerede i de indledende designfaser.

”Vi oplever som aldrig før efterspørgsel på måder at reducere bygningers miljøaftryk, men hidtil har det været en besværlig og tidskrævende øvelse at vurdere, hvad der skal til. Med det opdaterede beregningsværktøj åbner vi LCA op for en langt større kreds af brugere end hidtil”, siger forsker Kai Kanafani fra SBi.

Han forventer, at efterspørgslen på LCA-ydelser vil stige yderligere med den forventede nye frivillige bæredygtighedsklasse i bygningsreglementet, som er under udvikling.

For nybyggeri er miljøpåvirkningen af byggematerialerne omtrent lige så stor som en bygnings samlede driftsenergiforbrug. Dermed har det stor betydning for en bygnings samlede miljøprofil, om man vælger det ene materiale frem for det andet. En af fordelene ved tidlige LCA-beregninger er, at man kan sammenligne, hvordan forskellige materialevalg vil påvirke en bygnings samlede miljøaftryk.

Projektet er ledet af SBi under Aalborg Universitet med forsker Kai Kanafani og i samarbejde med Akademisk Arkitektforening, Konstruktørforeningen, Bygherreforeningen, IDA Byg og Arkitema Architects. 

Download LCAByg værktøjet 

Download publikationen LCA tidlig i byggedesign 1. udgave

Key figures

Periode:
2017 - 2019
Bevillingsår:
2017
Egen finansiering:
1,26 mio.
Støttebeløb:
1,15 mio.
Støtteprocent:
48 %
Projektbudget:
2,41 mio.

Kategori

Oprindelig title
Lavenergibygninger og indlejret energi i bæredygtighedsperspektiv: ny viden & værktøjer for rådgivere og bygherrer
Program
ELFORSK
Fælles overordnet teknologiområde
Energieffektivitet
Projekttype
Forskning
Journalnummer
ELFORSK 349-051

Deltagere

Aalborg Universitet (Fredrik Bajers Vej) (Main Responsible)

Energiforskning.dk - en fælles informationsportal for energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogrammer.

Logo innovationsfonden
Logo for EUDP
Logo for elforsk