Organisering af energiregulering

Problemstillinger koncentreres om tre aspekter. Først fokuseres på aktørernes videnbidrag og roller i styringsforløbet, især beskrives de regulerende myndigheders rolle mellem kontrol og rådgivning. Dernæst behandles de erfarede virkninger af de to styringsinstrumenter, og endelig beskrives samspillet mellem dem. Sagsbehandlernes rolle ved miljøgodkendelser har flere facetter end sagsbehandlernes rolle ved energiaftaler. Det er således bemærkelsesværdigt, at der foregår en betydelig grad af forhandling og dialog i forbindelse med udformningen af miljøgodkendelser, mens sagsbehandlerrollen ved energiaftaler primært består i at kontrollere, om regler og vejledninger er blevet fulgt, og om verifikator har udfyldt sin opgave. For de fire casevirksomheder synes det ikke at gøre den store forskel, om de styrende myndigheder er placeret decentralt i amter og kommuner eller centralt som Energistyrelsen. I casestudierne mangler de lokale myndigheder den fornødne kompetence til at spille en rolle i forbindelse med virksomhedernes indførelse af renere teknologi. Virksomhederne arbejder dog med renere teknolog, men uafhængigt af miljøgodkendelserne. En sammenligning med energiaftalerne tyder på, at konsulenterne via energisynet og energiledelsesrapporten kan formidle krav om energibesparelser i produktionsprocessen. Anvendelse af konsulenter på energiområdet gør, at man kan stille krav til en forbedret ressourceanvendelse, uden at problematikken om rådgiveransvar og manglende videnmæssige ressourcer bliver central for myndighederne. Heroverfor har godkendelsessystemet siden udformningen været rettet mod udledninger frem for processer. Casestudierne peger på, at virksomheder, konsulenter og for så vidt også de kommunale sagsbehandlere ikke ser nogen grund til, at områderne behandles adskilt. Tværtimod. Imidlertid er det ikke specielt oplagt at integrere styringsinstrumenterne i deres nuværende form. Dette skyldes dels den institutionelle træghed i godkendelsessystemet, dels at aftalerne er et integreret element i CO2-afgifterne og derfor ikke umiddelbart kan udvides til at omfatte hele miljøområdet. Der vil i højere grad være perspektiver i at iværksætte integrerede energi- og miljøledelsessystemer eller miljøcertificeringssystemer, hvori kravene til energieffektivitet ligger på højde med kravene fra Energistyrelsen