Palæozoiske sedimentære aflejringer og grundfjeldsstrukturer

Vi finder, at man med seismiske metoder kan skelne mellem nedre og øvre palæozoiske bjergarter. Det er muligt, at kildebjergarter i den øvre palæozoiske lagserie har genereret hydrokarboner som stadig er tilstede i området; i dele af området kan også den nedre palæozoiske serie have et vist potentiale som kildebjergart, især omkring Kattegat, fjernt fra den kaledoniske deformationsfront. Mægtighederne af de palæozoiske bjergartsserier er i dag op til 6-7 km, oftest omkring 3-5 km hvor de ikke er borteroderet. Generelt findes de under et 4-6 km tykt dække af yngre bjergarter i det danske område, men nogle steder findes der kun et tyndt dæklag, f.eks. på Ringkøbing-Fyn Højderyggen, i Østersøområdet og i dele af Kattegat. Projektet har vist at Ringkøbing Fyn Højderyggen ikke, som hidtil antaget, kun består af krystallint grundfjeld under et Mesozoisk dække. Vi kan i stedet konkludere, at højderyggen består af hævede lagserier af palæozoiske bjergarter. Disse bjergarter blev aflejret i en kompleks serie af rift-episoder siden tidlig Palæozoikum, hver med efterfølgende generel indsynkning, samt i det kaledoniske forlandsbassin. Dybden til bjergarterne har betydning for vurdering af hydrokarbon-potentiale. Der er stor sandsynlighed for at hydrokarbonerne er 'brændt af' i meget dybtliggende bjergarter, hvorimod overfladenære bjergarter stadig kan indeholde hydrokarboner. Den sidste mulighed synes aktuel for palæozoiske bjergarter i dele af det danske område, f.eks. i Kattegat området og måske i dele af Ringkøbing-Fyn Høj deryggen