REBUS – REnovating BUildings Sustainably

Danmark står over for en stor samfundsmæssig udfordring. Størstedelen af vores bygninger er ikke tidsvarende, når det gælder eksempelvis energiforbrug og indeklima, og mange af dem er dårligt vedligeholdt. Det er bevæggrundene for REBUS-partnerskabet.

Projektbeskrivelse

50 % lavere energiforbrug efter renovering, 30 % mindre ressourceforbrug ved renovering og 20 % øget produktivitet i renoveringsprocessen. Det er de ambitiøse mål, som partnerskabet REBUS vil opnå.

Visionen er at skabe et unikt, bredt samarbejde i byggebranchen og at forene renovering med god, bæredygtig forretning. Derfor består partnerskabet af alle led fra byggeriets værdikæde, og det er netop det brede, tværfaglige samarbejde, som skal være med til at sikre, at målene bliver indfriet.

De første bånd til partnerskabet blev knyttet i Innovationsnetværket InnoBYG, som var med til at sikre den brede forankring i værdikæden. Der har især været fokus på virksomhedsopbakning, men også Dansk Byggeri, BL, Miljøstyrelsen, Trafik- og Byggestyrelsen, Energistyrelsen, Udlændige-, Integration- og Boligministeriet samt en række andre aktører i byggebranchen støtter op om partnerskabet. Innovationsfonden har investeret 35 millioner kr. i projektet, som desuden er medfinansieret af både Grundejernes Investeringsfond og Realdania.

Partnerskabet har udvalgt almennyttigt boligbyggeri fra 1960’erne og 1970’erne som særligt indsatsområde. Man ser blandt andet på mulighederne for at udvikle rammevilkårene og organiseringen af et byggeprojekt, så det bliver nemmere for bygherre at igangsætte en renovering. Et andet væsentligt område er dokumentation og styring af en renovering, så det bliver mere enkelt at dokumentere effekten af en renovering, for eksempel i forhold til at sikre et sundt indeklima.

Det stærke partnerskab har, hvad der skal til for at levere resultaterne, og fordelingen af opgaver er klar. Bygningsejerne stiller bygninger til rådighed til fuldskalademonstration, og virksomhederne bruger deres erfaring til at sikre gode løsninger i projektet og til at skabe arbejdspladser og øget forretning.

Et andet essentielt mål for REBUS-partnerskabet er at få resultaterne ud til hele den danske byggebranche og få dem sat i anvendelse til gavn for samfundet. Her skal blandt andre InnoBYG samt GTS og universiteter spille en afgørende rolle.

Målet er 50, 30, 20. 50 % lavere energiforbrug efter renovering, 30 % mindre ressourceforbrug ved renovering og 20 % øget produktivitet i renoveringsprocessen. Derudover kan renoveringerne være med til at skabe et bedre indeklima.

Key figures

Periode:
2016 - 2021
Bevillingsår:
2015
Egen finansiering:
32,04 mio.
Støttebeløb:
35,00 mio.
Støtteprocent:
43 %
Projektbudget:
81,04 mio.

Kategori

Oprindelig title
REBUS – REnovating BUildings Sustainably
Fælles overordnet teknologiområde
Energieffektivitet
Projekttype
Forskning
Journalnummer
5151-00002B

Energiforskning.dk - en fælles informationsportal for energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogrammer.

Logo innovationsfonden
Logo for EUDP
Logo for elforsk