Ventilationssamspil

Mikroventilation er meget egnet til successive renoveringsopgaver og kan virke autonomt rum for rum. Selvom mikroventilation kan fungere uafhængig af andre indeklimasystemer, så er det projektets ønske at spare energi ved at øge samspillet med andre anlæg. Det kan gøres ved, - at optimere samspillet mellem de forskellige indeklimasystemer (ventilation, varme, køling) og derved mindske det samlede energi- og/eller miljøbelastning.

- at udbrede anvendelsen af mikroventilation på renoveringsmarkedet ved at gøre det nemmere at renovere trinvist i en bygning og samtidigt sikre, at ældre indeklimasystemer kan virke i samspil med mikroventilationssystemet.

Arbejdet i projektet har lavet et grundlag for, at dette optimerede samspil kan fungere i mindre fysisk skala og med en bred vifte af renoveringsniveauer. En af de store udfordringer i projektet var, at renovering med mikroventilation i mange situationer besværliggøres ved, at systemet skal kunne spille sammen med mange forskellige ældre og nye anlæg. Efter analyser valgte vi at fokusere på integration med primært ældre og ”enkle” systemer. Det blev hurtigt klar for os, at størstedelen af bygningsudstyr i danske bygninger har nogle forholdsvis enkle snitflader (hvis nogen).

Oprindeligt havde vi forestillet os, at det i nogle renoveringsopgaver kunne være fordelagtigt at bibeholde det eksisterende ventilationssystem eller udsugning, som så kan virke som ekstrakapacitet ved større belastninger. Vores konklusion med dette var, at det ofte kan være fordelagtigt at benytte eksisterende udsugningsanlæg som ekstrakapacitet i situationer, hvor der kræves særligt stort luftskifte f.eks. til frikøling.

Teoretisk set kunne vi benytte mere avancerede reguleringsalgoritmer, som udregner eksempelvis termisk masse, brugsmønster og dagscyklus samt vi kunne benytte vejrprognoser. I stedet for disse high-end løsninger valgte vi at fokusere på mere lavpraktiske metoder, som ville være mere overskuelige for personen, som skal implementere det. Hellere noget enkelt, som bliver brugt ofte i stedet for en optimeret løsning, som kun sjældent vil komme fuldt i brug (og samtidigt være implementeret korrekt).