Forsknings- og udviklingsprogrammer

Hvor kan der søges om tilskud til forskning, udvikling og demonstration af nye energiteknologiske løsninger?

ELFORSK

ELFORSK støtter forsknings- og udviklingsprojekter, der har til formål at fremme effektiv energianvendelse og fleksibilitetsløsninger inden for el og energi via data, digitalisering og sektorkobling i overensstemmelse med miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn, herunder udbredelse af metoder, løsninger, analyser og modeller. 

ELFORSK administreres af Energistyrelsen i samarbejde med Green Power Denmark.

Læs mere om forsknings- og udviklingsprogrammet på elforsk.dk.

Besøg ELFORSK's hjemmeside

EUDP

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) støtter hvert år virksomheder og universiteters arbejde med demonstration af nye, grønne energiteknologier.

Det sker i en række perspektivrige projekter, der alle understøtter Danmarks målsætning om 70% CO2-reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2045.

Siden etableringen i 2007 har EUDP støttet mere end 1.200 innovative projekter med 6,2 mia. kr.  Formålet er at bidrage med at fastholde en høj forsyningssikkerhed og reduktion i CO₂-udledningen – en indsats der går hånd i hånd med øget vækst og beskæftigelse i Danmark.

Besøg EUDP's hjemmeside

Green Labs DK

Green Labs DK består af tilskud til testfaciliteter i stor skala til demonstration af ny energiteknologi. 

Midlerne til Green Labs DK udbydes sammen med indkaldelsen af ansøgninger til EUDP, hvorfor ansøgninger til Green Labs DK konkurrenceudsættes med ansøgninger til EUDP om udvikling og demonstration.

Innovationsfonden 

Innovationsfonden har tre indgange for ansøgning om investeringer i energiprojekter: Talent, InnoBooster og Grand Solutions inkl. internationale projekter. Fonden blev oprettet ved lov pr. 1. april 2014 ved en sammenlægning af Det Strategiske Forskningsråd (DSF), Højteknologifonden (HTF) og Rådet for Teknologi og Innovation (RTI). Innovationsfondens investeringer indenfor energiområdet skal understøtte en effektiv grøn omstilling, en omkostningseffektiv udnyttelse af energiressourcerne og et miljømæssigt bæredygtigt energisystem med en minimal påvirkning af klima og det omgivende miljø, herunder

  1. Udvikling af radikalt nye teknologier, løsninger, services og forretningsmodeller
  2. Trinvise forbedringer af eksisterende teknologier og løsninger og
  3. Løsninger baseret på tværfaglige samarbejder, hvor f.eks. IKT løsninger og/eller ny materialeteknologi, understøtter effektiv udnyttelse og produktion af vedvarende energi

Se Innovationsfondens nyeste investeringsstrategi på energiområdet, Investeringsstrategi (pdf)

Besøg Innovationsfondens hjemmeside

Energiforskning.dk - en fælles informationsportal for energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogrammer.

Logo innovationsfonden
Logo for EUDP
Logo for elforsk