Varmepumpe kombineret med kondenserende kedel
I samarbejde med en leverandør af energianlæg afprøves i praksis en kombination af en varmepumpe og en kondenserende, naturgasfyret kedel på en varmecentral, der forsyner en bygningsmasse.
Ved at etablere et system bestående af en varmepumpe i kombination med en naturgasfyret, kondenserende kedel kan synergien ved de to teknologier kombineres, så der opnås en høj COP-faktor for varmepumpen, samtidig med at kedlens kondenserende drift udnyttes mere effektivt, uden at det eksisterende centralvarmesystem skal ombygges.
Afprøvningen skal give klarhed over, om kombinationen i praksis tilvejebringer den forventede energieffektivisering af varmecentralen, hvordan forholdet mellem varmepumpens og kedlens effekt skal være samt hvordan driftsstrategien kan tilpasses varierende elpriser over døgnet.
Projektets idé var at tage 2 kendte komponenter: en kondenserende kedel og en væske-vand eller luft-vand varmepumpe og bygge dem sammen på en ny og utraditionel måde. Varmepumpen anvendes til at nedbringe returtemperaturen til kedlen, hvilket øger kondensationen af røggassen og giver en bedre kedelvirkningsgrad – uden yderligere ombygning af varmeanlægget. Varmepumpen får til gengæld en højere brine-tilgangstemperatur, hvilket i teorien skulle give en bedre COP-værdi.
Projektet blev gennemført på en blokvarmecentral i en privat boligforening, som samtidig investerede i en ny, kondenserende, naturgasfyret kedel med en indfyret effekt på 310 kW. Kedlen suppleredes med en 43 kW væske-vand varmepumpe, varmeveksler og en 750 liter buffertank.
Varmepumpens effekt udgør kun 14 % af kedlens maksimale effekt, men har alligevel i referenceåret leveret 46 % af varmebehovet. Modsat det forventede kunne varmepumpen dække hele varmebehovet i perioden medio maj – ultimo september.
Det har ikke været muligt at opnå COP-værdien på 3,46, som oplyses af leverandøren. Den gennemsnitlige COP-værdi har i referenceåret været 3,08. Højest i november-marts og lavest i maj-august, hvor varmepumpen leverede al varmen ved 57°C i fremløbet. Præcis hvorfor den lovede COP-værdi ikke opnås, er ikke fuldstændigt afdækket, men det skyldes formentlig en kombination af:
- for korte jordslanger i forhold til de mange driftstimer (7.900 timer på 1 år) og deraf følgende lav jordtemperatur samt
- høj driftstemperatur (57°C) i sommermånederne.
Kedelvirkningsgraden blev forbedret med godt 3 % ved hjælp af varmepumpen i forhold til ren kedeldrift.
Energibesparelsen blev på 26 %, hvilket er mere end de forventede 10-20 %. Besparelsen på udgifterne til opvarmning blev 12 %, og skyldes udelukkende at ejerforeningen hos Skat fik tilsagn om delvis godtgørelse af elafgiften. Hvis den delvise godtgørelse af elafgiften ikke indregnes, er der i dette projekt ingen økonomisk gevinst.
Key figures
Kategori
Deltagere
Partner | Tilskud | Eget bidrag |
---|---|---|
ROBERT BOSCH A/S | ||
Ejerforeningen Nørrelundparken |