Fjernvarmepriser i et liberaliseret energimarked

Vi har for regnskabsårene 1998/1999 og 1999/2000 fået et ganske omfattende datasæt stillet til rådighed fra Danske Fjernvarmeselskabers Forening. Tilsammen har de analyserede værker ca. 7 milliarder i årlige variable omkostninger, dvs. drift og brændsler. I analyserne anvender vi DEA metoden, hvor der for hvert enkelt selskab undersøges, hvor store produktionsomkostningerne ville have været, hvis varmeproduktionen i stedet var udført af mere effektive værker i sektoren. Det enkelte værks efficiensgrad (eller produktivitet) udregnes ved vægte in- og output med vægte, der specifikke for hvert eneste værk. Der er i Agrell & Bogetoft, 2001, foretaget 8 analyser på data fra fjernvarmeselskaber. Disse analyser dækket et vidt spektrum af modelantagelser. I en model, hvor fjernvarmeselskaberne udelukkende vurderes på deres evne til at producere varme, og hvor CO2emissioner straffes, betyder en antagelse om konstant skalaafkast, at der er et besparelsespotentiale på 60% i sektoren. I den modsatte ende af skalaen findes resultatet, at hvis de enkelte selskaber kun bliver målt op mod ligestillede, hvad angår brændselsvalg og størrelse, så falder sektorens besparelsespotentiale til 5-10%. I Agrell, Bogetoft & Fristrup 2002, introduceres en samfundsøkonomisk vinkel i analysen. Her vælges fælles vægte for alle selskaber på en måde, så sektorens samlede produktionsresultat bliver så gunstigt som mulig. Ved bagefter at anvende disse vægte på de enkelte selskaber, fås en rangordning af selskaberne. Vi finder effektiviseringspotentialer i størrelsesordene 20-40%, men må samtidigt konstatere, at metoden med fælles vægte har den bagside, at der implicit dannes meget simple nøgletal. Dette er i konflikt med valget af DEA-metoden, idet en af DEA-metodens styrker har været, at man samtidigt kunne have mange inputs og mange outputs i spil. Munksgaard, Pade & Fristrup, 2003, bygger på data og resultater fra den første artikel. Den er dog væsentligt mere policy orienteret. Her gennemgås forskellene mellem de mange analyser, for endogen udvælgelse af benchmarks og udregning af besparelsespotentialer. Der konkluderes, at der er stor variation i både udvælgelsen af benchmarks og de tilhørende individuelle besparelsespotentialer modellerne imellem, så det er derfor langt fra ligegyldigt, hvilken model en eventuel indtægtsrammestyring tager udgangspunkt i. Det mest markante resultat fra forskningen er, at effektiviseringspotentialet ser ud til at være væsentligt lavere, end det, der generelt forventes at findes i energisektoren. Dette forhold kan skylde to ting, nemlig enten at selskaberne faktisk er effektivt drevne, eller fordi diversiteten i sektoren er så høj, at sammenligninger af ligestillede ikke kan afsløre variation